Monday, April 14, 2008

Forladt hus

















Den hastige vækst i den danske økonomi har haft en kedelig og meget synlig visuel virkning: Næsten alt hvad der hedder forfald inden for bygningsmassen er blevet udryddet. Her i hovedstadsregionen hvor jeg bor, er næsten alt hvad der var i forfald blevet jævnet med jorden og erstattet med nye og velpolerede bygninger uden sjæl og historie.
Derfor er disse tider med strømlinet højkonjunktur, samtidig en nedtur for det forladte, det forsømte og det forrådnende.
I den Rådne Banan, skulle der dog stadig være mulighed for at nyde forfaldets æstetik i rigt mål.

Urban Exploration har altid haft en stærkt dragende virkning på mig. Derfor vækker enhver forladt bygning interesse og dette hus nær Jægerspris er ingen undtagelse.

Bygningen er et ganske almindeligt landsted med stueplan, halvt udnyttet loft og en lille kælder.
Hvem der sidst har boet der aner jeg ikke, men nu er huset i hvertfald overladt til sig selv og duerne.

Mest interessant er døren i et af de små værelser på loftet. På indersiden af døren fandt jeg den særprægede collage hvis underste lag er et portræt af Hitler + en række fanger der står foran en tom massegrav, mens en række mænd med løftede rifler står på den anden side af graven og sigter på dem + et billede af en tysk soldat der banker en fed mand med en kølle + en gruppe soldater der går forbi nogle sygeplejersker der står og prøver at holde liv i nogle sårede.
Og oven på alt det i kraftige gule og røde farver en tegnet aggressiv sol og at elskende par!

Måske er der en kobling mellem collagen og det faktum at huset ligger i det millitære øvelsesområde der dækker store dele af Jægerspris opland.

Sunday, April 06, 2008

Familie album 1.



I det næste stykke tid vil jeg vise nogle gamle billeder fra vores familiealbum. Ikke fordi de har nogen speciel almen interesse, men fordi de er en del af den fotografiske bagage der præger den måde jeg selv laver billeder på


Jeg synes det vil være naturligt at starte med et billede af min far og et af min mor.

Jeg ved ikke hvem der har taget billederne, men det er givetvis studiefotos.
Synes jeg erindre noget om, at min mor engang arbejde for en fotograf, så måske hendes stammer derfra.

Billedet af min far er fra hans pas, og stammer sandsynligvis fra de tidlige 70´ere.
Politimesteren i Vordingborg står for stemplet, og da Vordingborg er nærmeste større provisnby i forhold til Møn, hvor jeg voksede op i 70´erne er det nærliggende at tro det er fra den tid.

Det smukke portræt af min mor stammer sandsynligvis fra 50´erne.

Thursday, April 03, 2008

Meget gammel edderkop



På en tur til Møns Klint med Malik, fandt jeg et lille stykke rav. Med en længde på 3 cm. så det forholdsvis ubetydeligt ud. Det gjorde dog ikke min glæde ved at finde det mindre.

Da jeg kom hjem fandt jeg en flade på ravklumpen der tilnærmelsesvis var plan og polerede den op. Og at tænke sig, det viste sig at der var en lille edderkop inde i den.
Edderkoppen er ikke mere en 1-2 mm lang, men som macro fotoet viser er den meget velbevaret.

Det er jo fantastisk at noget der er minimum 30 millioner år gammelt kan se så levende ud. Det ser ud som om den er blevet indlejret i ravet for få minutter siden. Helt utroligt at tænke på at edderkoppen kravlede rundt her på jorden langt tid før mennesket kom til.

30 millioner år er forbandet lang tid, og jeg kan ikke lade være med at tænke på om den her edderkoppeart stadig findes på jorden eller om den er uddød for millioner af år siden.