















Den hastige vækst i den danske økonomi har haft en kedelig og meget synlig visuel virkning: Næsten alt hvad der hedder forfald inden for bygningsmassen er blevet udryddet. Her i hovedstadsregionen hvor jeg bor, er næsten alt hvad der var i forfald blevet jævnet med jorden og erstattet med nye og velpolerede bygninger uden sjæl og historie.
Derfor er disse tider med strømlinet højkonjunktur, samtidig en nedtur for det forladte, det forsømte og det forrådnende.
I den Rådne Banan, skulle der dog stadig være mulighed for at nyde forfaldets æstetik i rigt mål.
Urban Exploration har altid haft en stærkt dragende virkning på mig. Derfor vækker enhver forladt bygning interesse og dette hus nær Jægerspris er ingen undtagelse.
Bygningen er et ganske almindeligt landsted med stueplan, halvt udnyttet loft og en lille kælder.
Hvem der sidst har boet der aner jeg ikke, men nu er huset i hvertfald overladt til sig selv og duerne.
Mest interessant er døren i et af de små værelser på loftet. På indersiden af døren fandt jeg den særprægede collage hvis underste lag er et portræt af Hitler + en række fanger der står foran en tom massegrav, mens en række mænd med løftede rifler står på den anden side af graven og sigter på dem + et billede af en tysk soldat der banker en fed mand med en kølle + en gruppe soldater der går forbi nogle sygeplejersker der står og prøver at holde liv i nogle sårede.
Og oven på alt det i kraftige gule og røde farver en tegnet aggressiv sol og at elskende par!
Måske er der en kobling mellem collagen og det faktum at huset ligger i det millitære øvelsesområde der dækker store dele af Jægerspris opland.