Den rådne banan?

Når jeg ser verden gennem søgeren og trykker på udløseren tænker jeg ofte, at dét her bliver et godt billede. Jeg har imidlertid sjældent ret. Ofte viser de billeder jeg dårligt kan huske jeg tog sig at være de bedste.
Sådan var det med det her. Jeg sad og bladrede en rulle ret kedelig skud igennem og pludselig kom jeg til det her, og vidste med det samme at det ville blive en af mine ynglings.
Det jeg godt kan lide ved det er den helt rene enkelthed der er over det. Og farverne er så cremede og lækre, hvilket skyldes krydsfremkaldelsen.
Stemningen er præcis så surrealistisk som der er i et tom busstoppested i yderområderne i Danmark.

Billedet er skudt på kodak Ektacrome E 100 GX dia film og fremkaldt i C-41.

Aversion 1

Jeg vil benytte denne mandag til at lufte en fotografisk aversion jeg har opbygget.
Det drejer sig om det allestedsnærværende HDRI fotografi (High dynamic range imaging)

Det er kort fortalt en teknik der går ud på, fotografisk, at gengive scener med meget større dynamisk omfang end det er muligt med det kameraudstyr der er til rådighed.
Man gør det rent praktisk ved at tage flere billeder af samme motiv, men med forskellig eksponering. F.eks. et billede hvor der er tegning i alle skygger, et hvor mellemtonerne er perfekte og et hvor der er tegning i højlysområderne uden udbrænding. Disse billeder lægger man så sammen i et fotobehandlingsprogram så det dynamiske omfang bliver større end det ville være muligt med blot en eksponering

Resultatet er som regel ganske rædselsfuldt og ser kunstigt og forlorent ud. Hvis man ydermere kombinere teknikken med delvist at trække farven ud af områder eller hele billedet, så kan man ikke gøre mere for at genere mit øje.

Jeg er godt klar over at de fleste fotografer og fotokiggere ikke deler min holdning. Det viser sig tydeligt hvis man surfer rundt på foto blogs hvor eksemplerne er mange og hvor kommentargiverne ofte giver udtryk for hvor fantastisk det hele ser ud.

I mine øjne svare det lidt til dengang diverse personager stod på Strøget og lavede disse jammerlige New Age spraymalerier.
Papplade på fliserne, spraydåser i forskellige farver, tallerkener, og papskiver og figurer i forskellige størrelser. Og så sprayede de sig ellers nok så behændigt frem til tænderskærende kitchede skilderier af planeter der stod op og gik ned over fiktive horisonter.
Og de var omgivet af en kødrand af benovede mennesker der synes det så helt fantastisk ud.

Sammenligningen er helt retfærdig, for som med disse planet-malere så er HDRI fotograferne også ude i en ren formmæssig mastrubation der er overordnet indholdet. Og folket sluger det råt.

Mens jeg er ved det så kan jeg heller ikke fordrage når man bruger kunstig textur i sine billeder. Mest af alt kan jeg ikke lide det når jeg selv gør det......ikke nogle af delene.

Som det er og som det burde ha´ været

Øverst som de har valgt at hænge mit billede op, og nederst som jeg mener det burde ha´ været.
De burde simpelt hen ha´ taget det andet billede med også.

Kunstnernes Sommerudstilling 08

Her ses min kæreste sammen med vores datter foran det fotografi jeg har fået med på Kunstnernes Sommerudstilling.
Jeg er ikke mere bornert end, at jeg bliver glad når jeg får noget med på en af de 5 statsanerkendte censurerede udstillinger. Jeg er også selvhøjttidelig nok til, at jeg glædede mig til, at se mit billede hænge på en stor hvid væg i en, af det finere borgerskab, godkendt udstillingsbygning.

Derfor var det også til en del irritation da jeg så hvordan KS havde valgt at hænge mit billede op.
Som man kan se på billedet fra udstillingen så har KS hængt det så tæt på en andens værk, at det næsten er umuligt ikke at se det som én sammenhængende enhed.
De har gud hjælpe mig valgt at bruge mit billede og en andens billedet til at kreere et tredie visuelt udtryk.

Mit fotografi handler om den tomhed der er efter nuet har passeret. Det kan man sågar læse ud af titlen hvis man anstrenger sig blot en ganske lille smule - billedet hedder "Efter nuet´s passage - Kråkbärsgatan".
Uden at jeg skal udtale mig om den anden kunstners væk, så mener jeg ikke at hendes billeder "Radiatorlyd" og "Tidslomme" bidrager til mit billede i den retning det er tænkt. Og jeg kan også have min tvivl om hvorvidt hun synes denne sammenstilling er heldig.

Jeg ved ikke hvad de mener de tre billeder tilfører hinanden, i hvertfald ikke noget jeg kan bifalde.

5. min før eller efter nuet

TARWATER:

• Rabbit Moon (1997)
• Silur (1998)
• Rabbit Moon Revisited (1998)
• Animals, Sun & Atoms (2000)
• Not The Wheel (2001)
• Dwellers on the Threshold (2002)
• The Needle Was Traveling (2005)
• Japan Tour EP (2005)
• Spider Smile (2007)